Når belastning bliver ved, begynder nervesystemet at organisere sig mod beskyttelse.
Det er som om kroppen trækker energien hjem,
så dybt hjem, at evnen til at skifte mellem aktivitet, hvile og restitution reduceres.

Udefra kan denne tilstand ligne opgivenhed eller depression.
Men de fleste beskriver, at de er lyse indeni.
At de så gerne vil ud at leve.
Men at bevægelsen derhen ikke er til stede.

Og så kommer den indre kamp.
Kampen for at tage sig sammen.

“Hvorfor er jeg så luddoven?”
“Hvad er der galt med mig?”
“Måske skal jeg bare lige igennem ugen …
så efter weekenden …”

Og et håb.
Et håb om en løsning, der kan skabe energi.
Skabe liv.

Men denne form for træthed lader sig ikke presse væk.
Heller ikke med de løsninger, vi så gerne håber på.
For det er et nervesystem, der har sat tempoet ned.

I mit arbejde ser jeg et afgørende vendepunkt.
Det øjeblik, hvor kampen slipper.
Hvor mennesket langsomt begynder at hengive sig til processen.

Når de accepterer, at det kræver skridt for skridt.
Når de lægger de indre våben af kritik, skyld og skam.
Når kravene om at tage sig sammen får lov at falde.

Når kroppen mødes med omsorg, støtte og kærlighed
som forudsætning for energi,
begynder noget at ændre sig.
Ikke hurtigt.
Ej heller lineært.

Men med bevægelse i retning af at ændre betingelserne.
Ændre miljøet.

For nervesystemer heler ikke i de samme omgivelser,
som skabte overbelastningen.

Det har brug for et andet tempo.
Et anker, hvor nervesystemet kan hvile.
Et sted at lande,
hvor det vover at møde de faktorer, der skabte trætheden.

Et lille, modigt skridt ad gangen.