Nansensgade 47
1366 København K
T: 3312 0087
mail@josephinelarsen.dk
Skype: josephineolarsen

Lågen står åben nu og kalder. Jeg hører drømme, kærlighed, længsler og stemmer med røst af noget ukendt jeg skal opdage. VISIONERNE ruller..


Det indre liv


Lågen står åben nu og kalder. Jeg hører drømme, kærlighed, længsler og stemmer med røst af noget ukendt jeg skal opdage. VISIONERNE ruller ind bag mine øjne med indre billeder af ord, krukker og et sanseligt orgie af liv der bobler over. Der står en ældre kvinde og byder velkommen med en eliksir og giver mig et blik; ”nå, der er du!”.

Hun har ventet længe.

Jeg har ventet længe.

Gentagende har jeg hilst på lågen og været på besøg både i kortere og længere tid. Men jeg er aldrig blevet længe nok til virkelig at fordybe mig i livet på den anden side af lågen, eller til at opdage hvad det ønsker at give mig, hvad det har af nuancer at tilføje til alt det som allerede er mig.

Jeg har vidst, at der var et liv på den anden side af lågen, som jeg længes efter, at fylde mig ud med, – og jeg har mærket nysgerrigheden efter intensiteten og de bobler af glød, som jeg har smagt når jeg har været på besøg. Trods det har jeg handlet efter de strenge med lyde af, at skabe distance, tilbageholdenhed og et NEJ har haft kontrollen med mine besøg hos lågen.

Jeg har glemt hvor ofte det er sket, at jeg har smækket lågen hårdt tilbage for at lukke ned, og afvise dens kalden. Jo højere den kaldte, jo hårdere smækkede jeg lågen i. Og i stedet lod tunge tårer og et hjerte med drivvåde hængende vinger bedøve mig ind i overbevisningen om at frygt var tvivl, og når der er tvivl er det mere et NEJ end et JA.

Hvad er dét bag de strenge af lyde, jeg har lyttet til som gav mig den overbevisning?

Jeg husker det ikke, mærker kun dens fylde og omfang i mine celler – og hvordan jeg ønsker at gøre op med det. Prøve noget andet end det jeg plejer og lade lågen være åben, træde ind i det der er og lade tvivl guide mig til, at det er mere et JA, før det er et NEJ. Vel vidende at tvivl er frygt for lyset, frygt for at følge med det indre JA, det indre liv, der jo runger så klart.

JA! JA! JA!

Gennem tiden har jeg iagttaget hvordan der omkring og igennem lågen er vokset et tæt krat af klatreplanter – klematis i pink og gul, grøn eføy og en rød duft kaprifolie. De har haft masser af tid til at boltre sig og klatret i lege der aldrig rigtig er blevet forstyrret – sådan rigtigt forstyrret af mig. De har brugt friheden smukt, og ja da nærmest så smukt, at jeg ser mig selv være i gang med at lukke lågen igen, for jeg vil jo nødig ”ødelægge” deres klatreleg,  for at tage min plads. Det er bare i et glímt for jeg opdager en særlig ømhed indeni, at jeg jo er en del af dem og de af mig. For de er vidner til min historie, og med deres leg og udfoldelse af livskraft har de har passet og beskyttet mine indre længsler efter livet i guldkrukken.

Så jeg åbner lågen igen, lader den knirke rustent af patina – først med en anelse af modstand, for derefter at slippe hurtigt – så den nærmest med et bump står helt åben. Så parat til at jeg hengiver mig til, at modtage livet på den anden side af lågen.

Jeg ønsker at modtage og sige tak fra hjertet. Følge med det og lade det guide mig vejen – drive af sted med det indre JA. Rungende og klart. Fordi jeg ved, fordi jeg mærker at det er rigtigt. Ikke hvorfor det er rigtigt, eller fordi det ikke er rigtigt i forhold til den frygt jeg mærker for skuffelse, for regnen der gør mig kold, for de brændte fingre eller det dybe fald.

Længselsfuld efter mødet med de strømninger, der sitrer af hjertets banken og gåsehud indtager jeg duften med mit åndedrag, og føler den friske dug på mine læber. Her er helt nyt og samtidig så gammelt. Jeg hengiver mig til at høre det jeg ikke har lyttet til.

JA! JA! JA!

Jeg lytter nu.

Kærligst, Josephine

Kommentar